Den 14. april -Tre bluser, en oplader, adskillelige monetos og et thermo-etui (Maro, get over it! det er en maaned siden! En maaned!) fattigere, solbrun tan, 435 myggestik, tre ar og en hulens masse oplevelser og rejsebuddys rigere vender vi nu snuderne hjem igen mod Danmark. Det har vaeret one hell of a ride, og vi vil gerne benytte lejligheden, vore sidste officielle faellesindlaeg, til at bringe en tak til alle vores trofaste laesere (malthe, her ingen flabede kommentarer om at de ikke eksisterer…) der ugentligt har klikket ind paa adventuregirls.com -Siden, der har det hele hvis du er til eventyr og fart!;) Det er dog med blandede foelelser at vi maa vinke farvel til det soevnloese backpackerliv og fire maanederes rejse -Det er en uforklarlig mavefornemmelse (eller ogsaa er det bare karry-retten vi fik igaar?…;) ) man sidder med, i de sidste timer foer kun en flyrejse, paa snilde 32 timer, adskiller en fra det vi kalder hjemme og alle jer… -Dog bestaar den primaert af forventning og laengsel, Ude godt men hjemme bedst!:)

Vi har dog en lille ekstra treat til vores publikum: Efter vores ekspedition har vi faaet gjort os en del erfaringer, som vi her vil sammenfatte og give videre, hvis nogen af jer skulle vaere blevet grebet af stemningen og inspireret til selv at smutte en tur ud i den store verden!:) -De ti gyldne backpacker-regler:

1. Goer dig klar til at blive scoret, nakket, pulled, nuppet eller nedlagt -You name it, under alle omstaendigheder hav kyssetoejet klart eller i modsat tilfaelde paraderne oppe, hvis du ikke vil nedlaegges af en af de utallige backpackere, der er rejst ud i verden for mere end blot sightseeing!

2. Oev dig paa oelbon’en og generelt massivt oelindtag hjemmefra, da druk (og panodiler, husk dem for guds skyld! Og i store noedreserver!) unaegteligt er en stor del af rejselivet -En bajs er oftest den korteste distance mellem to mennesker.

3. …Oehm, den kan vi saa ikke lige komme paa -Det saa bare bedre ud med ti gyldne regler istedet for ni…

4. Husk beskyttelsesbriller -Disse goer sig nyttige i mange situationer, primaert i hostellernes koekkener, hvor to meter hoeje flammer grundet utrollig ringe koekkenudstyr ikke er et sjaeldent syn.

5. Lad ikke 95% af den medbragte garderobe vaere hvid -Det er ikke lige saa uigennemskueligt at have paa femten gange i traek uden vask som sort, det kommer hjem beige, og i mellemtiden gaar du bare rundt og er gul under armene samt roed paa maven af gaardsdagens tomatsovs…

6. Laeg hjemmefra din blufaerdighed paa hylden, taenk dig tilbage til tredserne og forbered dig paa kollektiv-livet -Toejskifte og generel noegenhed er hverdagskost paa doorm-rooms’ene.

7. Oerepropper -Forglem dem ej, da de er et effektivt vaern mod knaevrende buschauffoerer, skingertsyngende tyskere og larmende stive roommates, der vaelger at komme hjem kl. 00.lort om natten…

8. Foel dig aldrig for stolt til at spoerge om hjaelp -det lyder en smule mormor-gammelklog, men ikke desto mindre meget sandt, da de bedste fifs og tips kommer fra andre rejsende og ikke fra biblen, Lonely planet (vi naevner ingen navne, ahem Shane…)

9. Ingen grund til stress og jag. Tag din tid de forskellige steder, der skal ogsaa vaere tid til en is-kaffe og en nap i ny og nae… Taj Mahal og Great barrier Reef loeber jo ingen vejne, og desuden nydes de ogsaa bedre udhvilet!:)

10. Rejs med en rigtig god ven/veninde, saa du kan dele alle sjove stunder og minder og vaere der for hinanden naar hjemveen traenger sig paa -Det har vi fundet ud af ville have gjort vores tur meget bedre…;)

Med disse vise ord vil vi takke af for denne omgang -Vi glaeder os saa meget til at se jer med flag, hornorkester og velkomstkomite i Kastrup -Og fortvivl ej, hvem ved? Der kommer maaske en adventuregirls 2!:)

Kys, knus og kram fra Julie og Marie-Louise

Et hurtigt kig i kalenderen, og man finder pludselig ud af at datoen skriver d. 12 april og der kun er to dage tilbage af vores eventyr… Hille maend, hvor tiden dog flyver afsted -Og det goer sig specielt gaeldende naar man befinder sig paa fiji-oeernes eksotiske breddegrader, hvor “fiji-time” (det lokale udtryk/undskyldning for at tage tingene helt slow og bare dase paa stranden) hurtigt tager kontrollen over ens indre ur!:)

Siden sidst har vi vinket et farvel til New Zealand -Et soergmodigt et af slagsen, da den sidste tid blev spenderet i usandsynligt godt selskab, foerst udgjort af vores nye brandmandsven Rene (som under indtagelse af en lang raekke forskellige drinks -dog alle med papaya, da bartenderen insisterede paa at det var hovedingrediensen i alt lige fra en G&T til rom og cola- blev udfrittet for diverse chokerende historier fra brandmandskredsene) i Auckland. Derefter vores Indiens travelbuddy Sara og hendes dejlige mand Peter, som havde vist os gaestfrihed og indbudt til privat accomodation paa deres selvdrevne oeko-gaard paa Waiheke Island. Her blev vi som paa et aegte bedsteforaeldre-besoeg treatet med hjemmelav’t mad, aften-te og daglig besoeg i kolonihaven med hunden og de tre katte…:) Ren kolonihave-idyl og luksus!:) Waiheke Island er kendt for dens mange smukke strande og vingaarde, og Peter som hver aar var fast del af drue-pluknings-squat’et, tilboed derfor en dag i vinmarken, hvor vi selv kunne proeve kraefter med druerne -Eftersom vi led lidt daarlig samvittighed over at vi ikke havde lavet en dags aerligt og redeligt arbejde i laange tider, takkede vi derfor paent yo tak og trak i arbejdstoejet den sidste dag paa New Zealand for at gaa i marken -Arbejde og arbejde, det var dog saa meget sagt, eftersom timerne mellem Pinot Noir og Sauvignon Blanc drueklasserne mest boed paa hyggelige samtaler og snikskakkeri med holdets pudsige mennesker, at lytte til en skoer kineserkvindes konstante skingre nynnen -og saa selvfoelgelig med at faa laesset saa mange druer i skrutten som man overhovedet kunne! Som en sand dedikeret medarbejder bliver man jo noedt til at kvalitetsteste og smage paa varene!;) Eftersom der vist ikke var noget galt med kvali’en, var det med fyldte maver og en ny god samvittighed at vi kunne pakke sammen og afrunde dagen med drue-holdet med et forfriskende glas hvidvin -Aaah!:)

Saa gik turen til paradis -det smukke eden i stillehavet, hvor palmerne svejer i den lette middags brise og vandet er mere tyrkist og klart end selv det paeneste Apollo-katalogs-billede kunne gengive det. Som maro ville have sagt det var vi hoppet direkte ind i en Star-Tours reklame (for det er jo toppen af pop’en, vi manglede bare kendingsmelodien “What a wonderfull world” koerende i baggrunden) og Fiji var saa sandelig det rigtige valg af destination for at kunne hvile ud og bronze up efter 4 maaneders haardt og udmattende rejseri:) Vores ti dage her valgte vi at bruge paa omgang oehop, hvor vi med den lokale turistbaad blev sejlet ud i horisonten til tre forskellige steder: Coral View resort, Mantaray og Beachcomber island , alle placeret paa de smaa oeers strande, hvor gaesterne enten dasede i haengekoejerne eller spaendte svoemmefoedderne paa med snorkling i det fantastiske koral-rev blot 5 m. ude for strandkanten for oeje… Fra tiden her er der derfor Ikke det heeelt store at berette, da dagens fysiske aktivitet primaert har bestaet i at vende sig om hvert 15 min. paa strandhaandklaedet og smoere et nyt lag af vores solcreme (som mest af alt minder om sprinklervaeske og faar huden til at peele af paa en hoejest mistaenkelig maade) paa, og dagens bekymringer har vaeret hvilken drink man nu skulle vaelge i baren- Hvilket dog skal gi’s ogsaa var et stort stykke taenkearbejde da samtlige 20 drinks bestod af pinapple juice, rom og “et dash grenadine”!;) Stoerstedelen af kraefterne blev dog brugt paa deciplinen kokos-noedde-knaekning, som meget staedigt paatog os som en daglig personlig udfordring for at faa fat i beloenningen i midten -Arbejdsfordelingen loed paa at Maro med sine muller, sine “guns” om man vil, peelede skraellen af, hvorefter Julle traedte til og med ren raastyrke knaekkede kokosnoedden med karate-hug. Vi fik under denne 4 timers lange proces mangen tilbud fra andre mandlige strandgaester, som aabenbart syntes vi lignede to damer i (kokos-) noed, om assistance, da vores metode var lidt utraditionel -Men nej, de skulle ikke tage vores stolthed fra os, og med aeren i behold og svedige pander lykkedes det dog ogsaa henad aftenstunden!:) -Her var det til gengaeld det optimale tidspunkt at nyde det hvide guld, mens vi havde hele stranden for os selv (da alle andre besoegende var oppe at tage del i staff’ets saedvanelige aftenloejer og Crazy Bill’s bula-dans) og slaengede os i palmernes haengekoejer og kiggede paa stjernerne…

Tilbage paa hovedoeen sidder vi nu og taeller timerne til fly-afgang, og har de sidste to dage forsoegt at faa tiden til at gaa saa hurtigt som muligt paa stranden og med besoeg i den naerliggende by -Dels fordi vi glaeder os som bare fanden til at komme hjem til jer igen, dels fordi vi har hoert at der er fri bar i flyet…:) Man skulle jo noedigt lade en chance for at lave en “Lykke Mai” gaa forbi, haha!:) Eftersom fijis befolkning halvt bestaar af fijianere og halvt af indere, var vores tur til byen et rent Indiens flashback i de stoevede, travle og farvefulde gader…:) Hele befolkningen har dog en og samme glade mentalitet: De griner og fniser, smiler og ler og er hjaelpsomheden selv, klart det venligste og mest tiltalende vi hidtil er stoet paa -Der kunne dansken vist godt laere noget!;) Oven i hatten er de solbrune smukke mennesker med det uendelige store kroellede haar beskattet med en medfoedt musikaltitet, som man skal lede laenge efter. Enhver lejlighed benyttes til at smutte guitaren/ukoleroen frem og bryde ud i flerstemmigt faellessang med deres varme stemmebaand, som faar haarene til at rejse sig paa armene paa to hoejst umusikalske piger som os!:) Udover at vi igen droemte os tilbage til Indiens gader, besoegte vi det lokale frugtmarked, hvor vi endnu en gang lod os rive med af stemningen og i bussen paa vej hjem endte ud med at sidde med en ananas, fire bananer og fem papaya -Alle komplet umodne og uspiselige, fedest…

Hotellet gjorde dog ogsaa sit for at faa timerne til at gaa lidt hurtige, og diskede forrig aften op med et danseshow af den anden verden -Normalt ikke liige noget der ville falde i vores smag, saadan at sidde og klappe kaekt i takt med de andre hotelgaester og tage del i faellesdans (det er alt, alt for festligt til vores smag…;) ), men denne gang var det svaert ikke at lade sig rive med: Brune olierede stammedansere med en fejstig energi (de maa vaere paa gensing eller saadan noget…) svingede rundt med sabler, ildfakler og pigerne lod deres vibrerende rumper blive sat i frigear -Hold da fest, man blev jo helt hypnotiseret! Vi har siden hen forsoegt at gengive kunsten selv foran spejlet, men det saa bare lidt halvulaekkert ud… Vores store begejstrelse for showet maa have vaeret ret saa aabenlys, da nogen af danserne efterfoelgende spurgte om forlov om at komme hen og hoere  hvad vi syntes om aftenens performance -En af dem havde vist lidt mere en show-evaluering i tankerne, og kekset blev det da vi paa dansk tiskende sagde til hinanden “at han er da lidt halv-maerkelig, synes du ikk’?” og en af danse-truppens piger aabenbart mestrede flydende dansk… -Upsi dupsi, afsloeret paa faersk gerning, hvad fanden er chancen ogsaa for at der skal komme en faering forbi naar man er igang med at bagtale?… Til alt held fandt hun det dog kun morsomt, og inviterede os med til gruppens traditionelle kava-drikning (en lokal jordsmagende drik lavet af vand og knust kava-rod ) dagen efter, akkompagneret af dansedrengenes guitarspil og sang i maaneskinnet… -Aaahh, fiji hvor vi dog vil savne dig!:)

Kys og kram sorte Fasambo og hoejhaarede Kanikunka

Saa har vi igen slaaet roeve’erne i saedet og sat os ved tasterne (denne gang paa en mac computer, saa paa forhaand en undskyldning for diverse slaafejl i denne gangs indlaeg) for at berette om den seneste tid!:) For at starte fra en ende af (begyndelsen selvfoelglig), drog vi fra kapitalen Wellington laengere mod Nord til byen, Taupo.

Vi var i Abel Tasman for alvor blevet bidt af trekker aanden og faaet blod paa tanden til at begive os ud paa mere udfordrende og kraevende ruter- nu var vi jo allerede fitte og parate!:).. Efter derfor at have koebt lige omkring 200 pakker nudler (ja man laerer vel af sine fejl saa ingen pastasalat og oeller til os denne gang) og to stk. termokop fra den lokale tankstation som noedloesning da alle butikker havde paaskelukket (hvor ekspidienten gloede forundrede paa da vi sagde vi gerne ville give 20 dollars per stk. for de roede termokopper. At doemme efter hendes skeptiske ansigtsudtryk var det de foerste hun havde solgt siden lanceringen) drog vi paa hiking tur numero 2: Tongariro national park, northern circuit tramping tur i 3 dage. Til de laesere der ikke er fuldtids Ringenes Herre fan kan vi informere om at denne rute ogsaa er bedre kendt som “Vejen til Mordor”. Vi foelte os derfor som Frodo og Sam, som vi traskede igennem det smukke lava landskab med emerald groenne soeer og roede kratere og Mount Doom (som vi besteg) knejsende ved vores side. Siden vi var paa original settet for triologien kunne vi dog heller ikke modstaa fristelsen til at afbryde vandringen fra tid til anden og filme et par nyfortolkninger af nogle af de klassiske scener, saasom “Samvis Goatcheese, from now on I have to be on my own” og “Frodo kigger besat paa ringen” – I kan godt glaede jer til fremvisningen!:) Dog var det ofte svaert at loesrive blikket fra det fuldstaendigt surrealistiske maanelandskab, hvor man konstant frygtede at der ville komme blodlystne orker loebende ned af de stejle bjergskraaninger, og med koncentrationen paa aegte Soeren Ryge maner rettet udelukkende mod naturen glemte vi helt de vaerkende foedder og de tre dage floej afsted. Det skal dog naevnes at vi denne gang ikke blev hjemsoegt af saa mange ryg og ledsmerter som sidst -givet vis paa grund af vores liiidt mere fornuftige oppakning (og at vi eventuelt var blevet lidt mere fitte?… Vist oensketaenkning i betragtining af alle de cafebesoeg, men man kan jo altid droemme…:) )- og naar vi om aftenen ankom til hytterne, var det derfor paa lidt mere overbevisende trekker-facon end sidst, hvor vores gang pga. smerter mest af alt lignede to genoplivede gravballe-maends forsoeg paa at staa paa benene!:) -Ikke nok med at vores fysik denne gang overvandt det haarde terraen, fik vi oven i hatten ogsaa af vide at vi trekkede med stil! Jaja, der var skam rosende ord i luften (godt nok fra en lidt underlig hoejtgrinende, gamache-iklaedt hestehale-tysker af slagsen, men naar man er iklaedt tre dages gammelt svedigt toej og ligner lort tager man alle komplimenter til sig), og kommentarer om hvorledes vi saa stilige og brandgodt ud med pashmina-sjaler og perle-oereringe foej omkring os… -Som I derfor nok kan regne ud var det med selvtilliden i orden og en af de mest enestaaende naturoplevelse EVER i rygsaekken at vi vendte snuderne mod Taupo igen…:) Og, hov, ej at forglemme ogsaa med inspiration til en nyfortolkning af 50 Cents hitsang P.I.M.P -En smagsproeve, en lille appetitvaekker eller teaser til det faerdigt udarbejdede resultat om man vil, lyder nogenlunde sadan her: “I don’t know what you heard about me :/: But you can’t get a elverbread out of me :/: I’m friends with big Gandalfi :/: ‘Cause I’m a motherfucking H.O.B.I.T”   

Og saa havde vi jo et foedselsdagsbarn: Julle skulle fejres d. 27, hvor hun rundede de tyve og dagene som ung og loessluppen teenager var ovre -Forslag til vilde sidste-oejebliks-udskejelser, saa som biltyveri, svampe-rus, et besoeg i brummen og abort, blev ivrigt debatteret i loebet af de mange timers trekking. Den vildeste event blev dog kun til at vi dagen inden den store dag saa Ringenes Herre under indtagelse af muffins og banofee-pie-chokolade (det skal dog naevnes at det store indtag af dette var lidt af en praestation i sig selv), sa det var med den nerveprirrende scene “smider-Frodo-mom-ringen-i-bjerget-eller-ej” rullende i baggrunden, at vores julle-pige gik ind i tyverne…:) Og det jo skulle fejres med maner, saa dagen boed paa et aktivitetsspaekket program hvor vi gjorde det lidt op for den manglende vildskab. Efter to timers grovaedning af en morgenmadsbrunch, udarbejdet af gastronomi-chef Maro, som kunne affodre en hel haer, stod den paa et tandembungyjump -I hoerte rigtig ja, vi satsede endnu engang liv og lemmer for at opleve et adrenalin-sus af den anden verden!:) F**k, det var skraemmende, hvilket ogsaa afspejlede sig i den optagede dvd-film, hvor vi kunne se at vores spring, de tilhoerende febrilske skrig og vores bekymrede trippel-tjek-spoergsmaal om udstyrets sikkerhed tilsammen udgjorde et meget oemt syn… -Heldigvis for os -og til stor ydmygelse- viste de netop vores film om og om igen for de nytilkomne bungy-kunder i den naeste halve time, og vi gaetter paa at vi nok har skraemt de foerste halvtreds kunder vaek…;) Herefter stod den paa et afslappende besoeg i Taupos thermal streaems, hvor vi vaskede de flossede nerver vaek i det brandvarme (auch, min couch!) thermiske vand, og som kransekage-figuren for denne festlige dag boed aftenen paa besoeg paa mexicansk restaurent med leakre quassedillas og tilsvarende ulaekre anis-drinks -Disse blev ikke bedre af tjenerens forgaeves forsoeg paa at kamouflere smagen med en flaske hindbaer-sirup, men vi lod os ikke gaa paa af de spildte drinks-penge da restaurenten som en ekstra kunde-bonus gav os lov til at vaere outlaw og smide skreallerne paa gulvet fra den hele kurv peanuts, vi fik sat til livs -Ja, ja, den er sgu god nok, man spiste bare peanutsen og saa, vups, ned med skreallen paa gulvet!:) Resultatat blev dog at vi med en kraftanstrengelse haardere end tangoriro-vandreturen maatte kaempe os igennem en massiv bunke skraeller for at naa frem til udgangen og dagens endestation, den lokale bar. I kedelighedens tegn blev vi dog heller ikke laenge her og festede igennem, som vi ellers havde i planerne, da den hoejst pres stangstive amerikaner, Chris, (der havde formaaet at ifoere sig sit baelte saaledes at dette gik igennem bokseshorts’en istedet for buksen som han havde glemt at lukke) valgte at belejre vores bord og tage hul paa det hoejst spaendende ice-breaker emne “amerikansk oekonomi i nyere tid” -At denne tyve minutters samtale var en monolog og vi ikke kom med et eneste input gik ham aabenbart ikke paa, saa vi valgte til sidst hoefligt at stikke en hvid loegn for at undslippe. Med ordene “Vi hedder forresten begge to Chris ligesom dig, hvor sjovt, og vi bliver noedt til at ga hjem og sove nu -Puha, er klokken virkelig 10.15? Saa maa vi hjemad!” sneg vi os derfor vaek fra aartusindets mest kedelige samtale og ud i regnvejret -For selvfoelgelig at soege ly og varme paa den naermeste Mc.Donald’s, hvor man ligesaa godt kunne runde dagen af med en sundai nu hvor man alligevel var der (vi fik dog ikke den obligatoriske ind-i-fryseren-foedselsdags-oplevelse, da vi som forklaret af det venlige personale “ikke havde annonceret vores besoeg i forvejen”)!:) -Se, saadan fejrer man foedselsdag!;)

Taupo boed dog paa mere end runde dage, og blev og scenen omkring vores moede med dansken: Foerst stoedte vi ind i fire drenge fra det koebenhavnske, som vi havde en fornoejelig aften ude med -Herligt at kunne fortaelle nogen roeverhistorier paa dansk!:)  Og hvis vi ikke havde haft noget at snakke om, kunne vi snildt have brugt hele aftenen paa bare at kigge maabende paa samtlige diskotekets kiksede fyre, som med et valgte at hoppe op paa et af bordene, flashe deres halvkvabsede oelvom og lady-boobs og begive sig ud i vild og (forsoeg paa) sexet dans -der skulle dog ikke gaa mange minutter foer diskotekets tilsvarende mest ucharmerende piger blev misundelige over al opmaerksomheden rettet mod drengene, og derfor fluks og paa vaklende bilka-stilet-ben hoppede op paa bordet og gav dem kamp til stregen -Vi er endnu ikke blevet enige om hvem der helt praecist vandt grimheds-konkurrencen, men et er sikkert: Hylagtigt morsomt var det!:) Dog ikke lige saa sjovt som aftenens maerkeligste indslag: En fyr i stramtsiddende badetoejs-lignende toej, med afbleget karse-frisure, to kampesten af nogle bling-bling-oerestiks og lidt for meget selvtillid. Denne utiltalende mandsperson valgte at belejre os hele aftenen og det skete med indgangsreplikken “Jeg kan score alle toeser, hver og en!”. Herefter gik et godt rum tid med at forsoege at varme op under den stakkels Julie, der til sidst fik afvaerget ham ved at overbevise hr. desperato om at vi var et lesbisk par (bare rolig derhjemme -Vi maatte tage alle midler i brug!)… Dette skulle dog ikke slaa ham ud af kampen, og han fandt i loebet af resten af aftenen derfor alle sine bedste one-liner-tricks frem, vi naevner i flaeng: “Dyrker du sport? For det ligner du har de beeedste mavemuskler!”, “Hvis du tjekker om jeg har haar paa brystet, saa kan jeg tjekke dine ben!” og ynglingen, som blev brugt i lige omtrent slutningen af alle saetninger “…men det er ogsaa fordi jeg er personal trainer”. Selvom de var svaere at staa imod, fik han dog ikke skovlen under os, men blev istedet vaerfet videre over til en af vores koebenhavnske foelgesvende, som han med et kys paa kinden saa tog kampen op med… -Aahaa, magen til festoriginal skal man lede laenge efter, men hvilken fornoejelig aften!:)

Dagen derpaa maatte turen dog gaa videre fra vores hoejtbeskattede taupo med kurs mod Rotorua, New Zealands lugte-by nummer 1. -Overalt, hvor du befinder dig, stiger der svovlgasser op fra undergrunden og en liflig duft af raadne aeg (meget lig den duft, man udskiller efter at have indtaget en hel pose svedsker! -Hvis man da er syg nok i roen til goere det…) sniger sig ind i nease-borene -Fy for den lede roedbede, men en god undskyldning for at lave en sniger i ny og nae, haha!;) I rororua skete der ikke det helt store -Primaert fordi vores Joachim-Von-and-mentalitet var for naerig til betale for hoved-aktiviteterne, saa som Maori-show og fornaermende dyr udflugt til en geo-termisk park. Vi valgte istedet for at bruge vores tid paa endnu en ny yndlings-cafe, Fat Dog, hvis is-kaffe var to die for og blev indtaget i rigelige maengder under vores daglige 4-timers-besoeg!:) Ellers gik tiden med mere selvforkaelelse i termiske bade i det lokale “Polynesian Spa”, der boed paa forskelligt temperede svovl-bade, alle med udsigt til soeen og alle usandsynligt ildelugtende (Hvilket vi ogsaa blev efter at siddet og kogt i flere timer -Det har bare med at vaere lige saa sundt for huden, som de siger…)! Derudover budte tiden her paa et kaert gensyn med Martin fra Queenstown, vores egen lille roedhaarede kroeltop fra Englands bondeknolds-del, som pudsigt nok var endt op paa vores hostel-vaerelse … -Vi holdt ham lidt misteankt for at have forfulgt os siden syd-oeen, den stalker!, men det var hyggeligt at faa alle rejseanekdoterne siden sidst!:)

Med disse ord og Bruce Willis beroemte one-liner “yeepie-kay-yae-motherfuckers” vil vi takke af for denne gang og oenske jer alt det bedste derhjemme!:)

Kys, knus og klem (i rumpen selvfoelgelig -Hvor ellers?) Julie og Marie-Louise, Chris og Chris, Sam og Frodo -Kaert barn har mange navne

Vi har en tilstaaelse, en grum og dyster en af slagsen: Vi er blevet adrenalin-narkomaner! En overset, men tag ikke fejl, farlig sygdom, der kan drive den sygdomsramte ud i de moerkeste og mest desperate handlinger. “Ja ja” taenker i jo nok “taget i betragtning af alle de utallige oplevelser i ugentligt rapporterer om her paa bloggen, saa burde det vaere et snildt problem at holde en saadan lidelse i haevd”.. Heri maa vi selvfoelgelig ogsaa give jer delvist ret, da det ugentlige program plejer at vaere taet pakket, men paa de faa dage hvor man ikke lige lader sig kaste ud af et fly eller taemmer python-slanger, saetter de ind.. abstinenserne, rastloesheden og det konstante behov for underholdning, der vokser sig stoerre og stoerre som en baendelorm i en sund tarm. Naar man derudover pt er i de samme byer som vi har vaeret en gang foer og de eneste sjove historier, som vi har oplevet sammen og derfor kan fortaelle hinanden, er fra nattens droemme eller toiletbesoeg, er det paa disse dage at man bliver draget ud i moerke handlinger…

En dag som i dag- nyligt ankommet til Wellington, kun med transport paa dagsprogrammet og for traette til at tage i byen, fik rastloesheden hurtigt et solidt tag i os og drev os, i hunger paa stimulation, til foerst at tjekke alle byens biograf tider for derefter at ende op med et stk. large Domino Godfather pizza og to l. chocolate-caramel-cream-is til deling. Saa kunne man jo altid bruge aftenen paa at spise… Som om det ikke skulle vaere nok brugte vi hele gaardsdagen paa at se intet mindre end fire films (ps. er der nogen der har set “Being John Malcovich” og kan fortaelle os hvad der er meningen med hele galskaben?.), soergeligt!!

Dog har dagen budt paa en god ting, som varmede om hjertet. Som vi denne morgen traadte ind i Kiwi-bussen, spaendte paa vores nye anstrengende buschauffoer nu kunne vaere, skilte menneskemaengden foran os og ingen mindre end Jerky Berky sad ved rettet og tronede- hvor heldig kan man vaere? Det er ikke mange mennesker der faar privilegiet af at rejse baade nord- og sydoeen rundt med det menneske paa jord, der udstraaler mest ulaekkerhed. Eftersom der ogsaa var nye rejsende med bussen blev de samme klamme jokes fortalt og volumen skruet op for buisness-time-sangen endnu engang, da de ikke skulle snydes..

Vi savner jer og i maa have det saa godt, vores tur gaar nu til fryseren og is runde to!;)

greetings Julie og Maro (som i dette oejeblik sidder med en stak gaasefjer paa hovedet fra hostellets paaske-deko)

9000 fod, 11.000 fod, 12.000 fod -Go! Med vinden mod ansigtet, det aabne bjerg-landskab strakt under sig og en professionel udsprings-entusiast spaendt paa ryggen suser du ned med 200 km/t. -De uhyggelige og dog samtidig fantastiske 35 sekunders frit fald fald synes som et splitsekund, foer faldskaermen bliver loest ud og farten igen saenkes, stadig med adrenalinen pumpende igennem alle kroppens blodkar. Spindende rundt i luften som en stiv albatros og spejdende udover verdens smukkeste lands vidtstraekte landskab, fyldes du med foelelsen af at du flyver gennem den aabne himmel og oensker at oejeblikket kunne vare ved for evigt -At kunne kigge paa de enorme bjergraekker blive stoerre og stoerre under sig og samtidig synes saa taet paa, lige indtil en stemme gennem vindens susen siger “straek benene ud” og du et oejeblik efter igen har foedderne solidt plantet paa fast grund igen….

Det lyder som et udsnit fra lommepoeten.dk, men er rent faktisk praecis de tanker der gaar igennem en i loebet af et skydive, som den kloge laeser jo nok har gaettet at vi har dristet os ud i! Uden forsoeg paa at lyde som et gammelt Adam Oenschlager-digt, kan det slet ikke beskrives hvordan man har det, der faldende hylende og skrigende igennem luften (godt vi ikke fik lavet en dvd af hele forehavenet, selvom det kun havde den snilde pris paa 700 kr…;) ) med en blanding af frygt og glaede.. What a rush!:) Selvom det dog skal naevnes at det saa sandelig ikke var med iskoldt blod og enormt overskud at vi traadte op i den flyver (Med vores held kunne vi jo snildt vaere blevet de foerste til at indgaa i stedets doeds-statistik) -Tvaertimod, var det med knaeskaller rystende som espe-loev og et anspaendt falsk overskuds-smil paa laeben til de lidt for peppy udspringsmaend og handy-cam’et, som flyets tredje passager paa irriterende vis havde valgt at koebe, at vi satte os til rette paa miniflyets gulv -Men for dylen da, hvor vi ikke fortryder det et sekund, da det var den bedste ting vi nogensinde har gjort!:) (Og til de bekymrede moedre: Vi lover ikke at goere noget lignende tosset igen!;) ) Denne mindevaerdige dag blev dog ikke daarligere af at vi efter ankomst til byen Wanaka senere, efter tip fra et israelsk trekking-bekendtskab, rundede af med et besoeg i biografen -Og ikke hvilken som helst biograf! Som lovet af israeleren var det en helt unik oplevelse at sidde i en af mange gamle sofaer paa tilskuerraekkerne (da vi ikke var hurtige nok i betraekket til at faa en plads i den aabne bil, der ogsaa var stillet til raadighed som siddeplads), spisende mexikansk take-away blandt de andre vin-sippende tilskuere og med filmen (den forstod vi saa ikke saa meget af, men skide vaere med det!:) ) rullende over laerredet. Og som man ikke troede at det kunne blive bedre og hyggen ikke kunne naa hoejere hoejder, overgik stedet sig selv ved at diske op med laekre varme hjemmelavede cookies -Mums, det var trumfkortet, der for alle andre biografer til at blegne!:)

Efter denne uforglemmelig dag, var naeste busstop Quenstown -Til at starte med blot endnu en prik paa kortet, men vi foelte os hurtigt hjemme i denne hyggelige by, som havde et natteliv der sagde spar to! -Og gav os derfor muligheden for at komme ud og slaa til soeren istedet for at spendere al tiden bag kamera-linsen i natur-skoenne omraader… Et tilbud, man selvfoelglig ikke sagde nej til!;) Det meste af dette fem-dages ophold er vist derfor soebet til i vodka-tranebaerjuice-drinks og billige 2-for-1-pris-oel og sloeret til af at staa op kl. 2 om eftermiddagen, kun for at indtage en af byens beroemte “Ferg-burgers” til morgenmad, for derefter at krybe tilbage under dynen igen og pleje det dunkende hoved… Yderst klamt, til sidst foelte vi os vaerre end de engelske drenge (der som aegte englaendere i forvejen var storslemme drukhoveder), som vi delte vaerelse med og proevede at faa os op af fjerene -Vores slatne livsstil vandt dog respekt hos drengene, som begyndte at se os som en del af gruppens gutter, og derfor baade delte erobrings-historier og gav os et intenst oplaerings-lyn-kursus i frastoedende fraekke engelske fraser -Og hermed er der ikke tale om ord som “fart” eller “as”, men ord af vaerste skuffe, som vi slet ikke vil gentage her paa siden… Laert os dem fik de dog, og benyttede hver en lejlighed til at faa os ufriviligt til at sige de grimme gloser -Primaert Orren fra Reding, drengen der har den mest beskidte mund i hele verden og lukkede 100% lort ud (Vi gav ham dog igen ved at efterlade et loveletter skrevet i Jerky Berkys navn paa hans pude… Desvaerre havde vi stavet hans navn forkert, og blev derfor lettere afsloeret). Som i kan hoere var vores ophold i Queenstown, en by som vi kom til at holde af, derfor yderst fornoejeligt -om end ikke sundt for leveren i laengden- og blev kun bedre af at vi ogsaa moedtes med Don Juan, vores spanske hobbit-ven fra Fraser!:) Et kaert gensyn da vi traadte ind paa byens ice-bar, hvor alt lige fra vaegge, glas og bar var lavet af is oplyst i forskellige farver, og saa vores stor-leende amigo, der dog i aftenens anledning havde faaet en lille (eller kaempe) fjer paa og derfor med rettere istedet kunne kaldes Don Drunk -Man var vel i Queenstown!;)

Vi er nu tilbage i Christchurch, hvor vi -gaet engang- nu igen sidder ved computeren efter at have treatet os selv med en frappucino paa Starbucks -Back to basics!:)

Skaal i skibet fra Julie og Marie-Louise

Siden sidst er foedderne groet ud igen, de oemme ben endnu engang blevet bruelige og vi har derfor kunnet bevaege os ud paa nye eventyr -i denne aabenbart meget lille verden! Dagen inden at vi igen skulle saette os i Kiwi-bussen, moedte vi nemlig pludselig nogle kendte ansigter -Intet mindre end tre danske folkeskole-venner hjemme fra gode gamle Dk! Taenk engang, paa den anden side af verden, og saa stoeder man ind i dansken, pudsigt pudsigt!:) Efter at have catchet op og benyttet lejligheden til at kunne fortaelle alle vores rejses roeverhistorier paa dansk (istedet for halvgebrokkent og meget uhjaelpeligt engelsk saa folk aldrig forstaar pointen…) til de tre gutter, maatte vi dog tage afsked til baade dem og vores alternative (men billige) hostel, Backpackers retreat, hvor toejvask udfra noeje instruktion fra receptionen foregik ved at lukke maskin-laagen ved at saette et braet i spaend og derefter give maskinen to slag og et spark i siden… Pga. det stramme tidsprogram, maatte turen dog gaa videre fra Nelson. Med denne som springbreat, blev location for vores nye oplevelser efterfoelgende vestkoesten paa New Zelands sydoe -En 7 dages roadtrip med Kiwi-bussen (aka hore-bussen, erfarede vi os hurtigt efter at have smuglyttet til alle de andre passagereres engelske samtaler efter nattens erobringer…-Godt, man snakker dansk, haha !;) ), der paa alle maader gjorde alle aspekter af ordet “roadtrip” aere: Druk, hor og mere druk var stort set alt hvad der stod paa plakaten for bussens passagere, hvilket blev tydelig klargjort fra minuttet vi traadte ind i bussen og vores yderst ulaekre buschauffoer, “Jerky Berky”(det charmerende tilnavn, han havde givet sig selv og ikke holdt tilbage med at bruge, naar han ofte omtalte sig selv i tredje person ental) i hoejtaleren raabte “Sweeeet as! What’s up, let’s get totally hammered tonight! Wicked, Cheers, Sweet as!”. Som i kan tolke udfra denne saetning, var han et stykke meget irriterende mandfolk med en forkaerlighed for to ting: 1. Brugen af udtrykket ”sweet as” i alle, og vi mener alle, saetninger, og 2. Alkoholiske fester, hvor han havde muligheden for at forfoere de unge og stive piger, hvilket oftest skete ved at synge hans ynglingssang “It’s buisness-time” (som i vist selv kan gaette hvad handler om…) akkompagneret af erotiske klamme underlivsbevaegelser -Fy for den lede roedbede, han burde ryge direkte i helvede sammen med pandelygtemanden!  

Bortset fra Jerky-klamoella-Berky blev det en skaeppe skoen tur!:) Selvom vi foelte os en anelse Palle-alene-i-verden i turens begyndelse iblandt udelukkende stor-snakkende englaendere, fandt vi hurtigt ud af at der bag ved den hoejtraabende og chips-spisende facade gemte sig nogle virkelig soede mennesker! -Dette foerst og fremmest takket vaeret turens foerste party-aften paa den saakaldte Poo pub, baren i midten af ingenting ejet af en 100 aar gammel muggen havenisse, kaldet Les. Hver af ugens syv dage ruller en ny Kiwi-bus ind paa dette legendariske sted, hvor den beroemte klead-ud-tema-fest slaar sine folder -I forvejen elsker vi to jo enhver mulighed for at klaede os ud, men denne gang tjente klaed ud temaet ogsaa som en god maade at komme i snak med folk. Der er ingen indgangsreplik saa god som “Haha, hvor ser du dog grim ud i det kluns!”!;) Og om vi saa grimme ud! Som illustreret paa de indlagte billeder, var standardfesttoejet erstattet med straa-hat og sjippetorv, da aftenens tema var “Young and Old”, dvs. ifoert baby-gear hvis man var under 21 og dress-code som gammel hvis man var over. -Ifoert baby-kluns, med snakebite-drinks i blodet og den saerpraegede Poo Pub som location kunne det jo ikke blive andet end et festfyrvaerkeri af en aften, som blev spenderet paa at laere folk danske danse-moves til ud paa de lyse timer!:)

Med bussen laesset med 50 toemmermaends og sprut-stinkende unge mennesker, koerte Jerky Berky (der vist heller ikke havde holdt sig fra de vaade varer… -I grunden lidt bekymrende…) os videre til Franz Joseph -En lille bitte by, kun eksisterende pga. dets taette beliggenhed paa et af naturens undere -En kaempe 11 km. lang isblaa gletcher, derstrakte sig som et bredt lysende baelte mellem to regnskovsbeklaedte bjerge! Ikke et syn man ser hver dag, og et syn vi havde glaedet os til som smaa boern juleaften!:) Det var derfor med forventning i maven og ifoert udleverede pig-sko at vi begav os op paa en full-day-hiking-tur, som ogsaa Maro fik sneget sig med paa, trods strenge ordrer om “at det var dybt uansvarligt med hendes svage knae” fra en ung og bestemt guide med et overordentligt stort mellemrum mellem fortaenderne… Vi var dog lykkelige for at Maro var ulydig og derfor ikke missede denne fantastiske oplevelse at hakke sig igennem stejle is-skraaninger, kante sig igennem snaevre spraekker og spejle sig i den krystalklare blaa is!:) Saa fantastisk, at vi hver andet sekund enten maatte standse maabende op over landskabet eller hive kameraet frem fra lommen for at indkapsle oejeblikket, og derfor vanen tro altid laa bagerst i feltet, som hyppigt raabte “Come on, team Denmark!”. Trods gruppens halv-utaalmodige kommentarer dagen igennem og endnu en omgang kodylt-oemme laar-muskler, var det dog virkelig en af de mest fantastiske dage vi har haft… Og som prikken over i’et blev den afsluttet med bravour hjemme paa hostel-vaerelset af vores nye tyske sambo, Jedi, som foerst valgte at strippe komplet efter badet foran maro og senere spillede og sang den hidtil daarligst hoerte udgave af “Hotel California” -Man skal virkelig vaere ringe for at kunne oedelaegge en klassiker paa saa grufuld og falsk maade…;)

Med denne anekdote om endnu en maerkelig tysker, siger vi adjeu for denne omgang og oensker jer alle alt det bedste derhjemme samt en god paaske, der forhaabentlig ikke gaar i glemsel pga. for meget linje-akvavit til paaske-frokosterne -Og nu, hvor vi snakker om linjer, kan vi som en lille fun-fact fortaelle at vi pt. befinder os under den 45-grads linje (eller noget i den retning) paa jordkloden, som kun 19% af alle folk kommer under igennem hele deres liv -Hva’ sir’ I saa?:)

Sweet as og Cheers Julie og Marie-Louise    

her er den: Den officielle liste over “Ti retter, vi aldrig vil saette taenderne i igen”:  

1. Pasta med tomatsovs
2. Pasta med Heinz tomatsovs
3. Pastaskruer med tomatsovs
4. Pasta med Dolmio chunky tomatsovs
5. Pasta penna med Woolworth’s tomatsovs for naerigroeve
6. Halvfaerdig pasta (a la Julie) med extra garlic tomatsovs
7. tomatsovs med pasta (i underskud af sidstnaevnte)
8. Pasta med…hvad er det nu det hedder?… Naa ja, tomatsovs
9. Pasta avec Homebrands basilikum tomatsovs
10. Alle retter, der bare saa meget som rimer paa enten karry eller Indien

Derudover har vi igennem de sidste tre maaneder med gryderne (model “uden haandtag”) i haanden laert os en raekke meget vigtige koekkenregler at skrive sig bag oeret, naar man begiver sig ud i andet end pasta med den beroemte roede sovs. De lyder som foelgende:

 1. Koeb aldrig ananas paa daase, hvis du ikke har en daaseaabner. Den kan pga. den stramme backpackeroekonomi forfoelge dig i maaneder.

2.Brug aldrig jasmin-ris, glemt paa komfuret dagen inden og derfor taget af blusset og efterladt som en groedet masse af en venlig sjael, til at lave stegte ris -Og goer det aldrig aldrig i sammenkog med to raa aeg i usandlig daarlig gryde, saa der senere hersker tvivl om salmonella-rester, naar du indtager den kartoffelmoslignende masse.

3.Brug soya med maade i thai-retter, og aldrig som eneste krydderi -Det kan smages!

4.Undersoeg altid grundigt markedet for faerdiglavet chokolade-mousse -Paa denne maade undgaas hastekoeb af produkter, saa som six-pack “Calci-YUM” choko-dessert helseprodukt, der baade ligner og smager af graa modellervoks.

5.Koeb altid pasta med tomatsovs -Det sikre valg, hvis du vil undgaa gastronomiske katastrofer!;)

Siden sidst har vi gjort en grufuld opdagelse: Vi har i forrige utallige indlaeg rent glemt at indlede med en programoversigt -en lille teaser om man vil- med opsummering af tekstens highlights, der kan fange jer laeseres opmaerksomhed i de nogen gange lidt lange indlaeg -En opdagelse, som vi gjorde os, da vi igen sad med oeretelefonerne proppet godt ind i oeregangene og endnu et afsnit af P3′s “De sorte spejdere” med fast programoversigt sat paa play. Saa her kommer den saa, dagens programoversigt: Pandelygtemanden fra helvede, spermhvaler, udkonkurreret af pensionister og som i rosinen i poelseenden onani i hytten -Blot lidt af det vi i denne omgang vil traktere jer laesere med!:)

Vi vil starte fra begyndelsen. Nogen gange moeder man mennesker i sit liv, som irriterer en til grufuldhed -Ikke kun pga. hvad de siger og goer, deres politiske overbevisning eller andre forstaaelige aarsager, men simpelthen blot pga. deres ringe eksistens. Saadan en mand var pandelygtemanden -Lidt for tysk, lidt for fjaalraevsklaedt og lidt for smaske-frans. Vi laegger en sen aften i hver vores koeje paa hostellet Charlie B’s (som man ps ikke skal sove paa, med mindre man ikke har soevn kaert) og forsoeger at falde til ro efter vores anden dag i Christchurch. Det er i forvejen en smule besvaerligt at rejse ind i droemmeland eftersom vores faelles bunkbed meget  heldigt laa placeret klods op ad vaeggen, stoedende ud til det store faellestoilet -Aka strintelyde, braekseancer og hoejlydte fuldemandssamtaler holdt os vaagne og soevnen for doeren. Efter en net rum tid, med venden og drejen og forsoeg paa at mase puden ned over hovedet som alternativ lydisolering, var det dog endelig lige ved at lykkedes os -BANG, doeren bliver smaekket op af en i moerket udefinerbar person, der tramper ind paa vaerelset med sine str. 47 i sko (eller den eksakte stoerrelse kunne vi saa ikke helt se, men den var i hvert fald stoerre end Maro’s…Og det siger ikke saa lidt!;) ), stopper brat op midt i vaerelset, fumler larmende efter kontakten, lykkedes heri og faar derfor taendt lyset i det skaerende lysstofroer. Mandspersonen, som vi nu kan se er iklaedt fra top til taa i fjaalraev og med langt tyskergarn, kigger herefter forvildet rundt paa rummets sovende mennesker og virker komplet overrumplet over at folk ligger og sover soedt kl. 3 om natten. Lyskontakten bliver derfor undskyldende slukket, for dernaest -ja, vanviddet stopper ikke her- at taende intet mindre en sin 300 watts pandelygte, der efter at lave en ekstra tjeckrunde rundt om folk nu stadig ligger i sine senge og ikke er gaaet siden han nu sidst vendte sig om, blev vendt mod tasken for at finde naeste remedie i raekken til soevnafbrydelserne -Mobiltelefonen, og nu med tastelyde. Hoejlydte tastasturtoner og sms-melodier tikkede den naeste time ind paa den, vi gaetter paa 10 aar gamle, nokia 3210, og fik os overbevist om at denne mand var mere end blot alment irriterende… Vores mistanke blev dog ogsaa bekraeftet da vi naeste morgen vadede traette ud til koekkenet, hvor vi med det samme spottede synderen der var i gang med paa ulaekker vis at skovle sin weetabix-morgenmadsprodukt ind i kaeften paa en helt ulidelig maade og bare udstraalede irriterende…

Det var derfor med sorte rander under oejnene at vi for foerste gang satte os i Kiwi-Experience-bussen med retning mod naeste stop, Kaikoura. Oprindeligt havde vi troet at Kiwi-systemet fungerede ligesom Greyhound med frihed til bare at hoppe af og paa, men det gik hurtigt op for os at bustransporten her mere var udformet som en pakke-tur med allerede planlagte stop og aktiviteter -Paa den ene side meget rart bare at kunne laene sig tilbage i bussaedet og lade andre klare aerterne, men for to adventuregirls med smag for at spontant liv i overhalingsbanen skulle den lige fordoejes!;)… Derudover skulle vi ogsaa lige tilvaenne os at det var en sand danskerkoloni, som vi var havnet i -Ringenes herre er aabenbart en utrollig populaer film i Danmark, og alle jyske venindepar paa omtrent de 19 aar havde derfor besluttet sig at tage til New Zealand og hoppe paa samme bus som os… Det var dog vores nye turvaerter som arrangerede vores naeste ekstrem-aktivitet, moedet med havets kaemper! Til dem, der nu tror at vi har vaeret i naerkambolage med en flok hvidhajer, maa vi desvaerre skuffe og istedet fortaelle at det var de for omraadet meget beroemte sperm-whales, som vi var ude og opleve paa naert hold!;) Med en 1600 meter dyb undervandskloeft (hvor national Geographic det end lyder) lige uden for kysten, gjorde det det muligt at komme ud og se intet mindre end 4 fuldvoksne sperm-hvaler (ja, det hed de altsaa…;) ) stige op fra havets dyb for derefter at lave det karakteristiske svirp med halen ved neddykning, alt imens vi vuggende fra den ene side af den vippende baad til den anden forsoegte at fange dette kodak-moment i linsen (knap saa vellykket kan vi tilfoeje…)! For dylen, en fantastisk oplevelse, som sent vil gaa i glemmebogen! -Inkl. det i det hele taget ret saa morsomme crew, bestaaende af baadguiden, som igen havde faaet lidt for meget powerrade indenbords, og derfor sad dalrende paa toppen af skuden i sin “i love whales”-troeje af grinte febrilsk af egne jokes, samt kaptajnen, der mest af alt lignede en der var paa vej i sit stiveste gangster-gear til Dm i amatoer-rap!:)

Efter denne fantastiske oplevelse, bragte Kiwi os videre til byen Nelson i toppen af Syd-oeen. Paa dette tidspunkt havde vi faaet mere end nok af knaevrende buschaufoerer og danske fortaellinger om (citat med jysk accent) “helt vilde” byture paa Crazy Daisy (maaske afstedkommet af misundelse over at vi ikke selv har vaeret de helt store festaber hernede), og valgte derfor ved ankomst med det samme at soege tilflugt i Sydoeens beroemte national-park Abel Tasman. I sand BS. Christiansen-stil pakkede vi derfor rygsaekken med kun de (syntes vi selv) mest hoejstnoedvandige ting for at drage ud paa et 53 km. langt eventyr til fods paa 5 dage -Et eventyr, der boed paa det mest betagende landskab med skovbeklaedte bjergtoppe og tyrkisklart vand i bugternes oede hvide sandstrande. Men ogsaa et eventyr, der langsomt men sikkert nedbroed vores krop og efterlod den med haevede foedder, vaeskende vabler (vi skal nok lade vaere med at gaa for meget i detaljer) og ledsmerter en masse! Auch, det var en haard nyser at kaempe sig igennem helskindet (og i live) og klare naturens udfordringer: Bugtende bjergtoppe, pludselige soeer, der skulle forceres i fuld paaklaedning, og stier saa smalle som brevspraekker var blot faa af moder jords luner -Oven i hatten var vores oppakning alligevel ikke saa spartansk som foerst antaget. Primaert afstedkommet af at vi havde valgt at medbringe fornuftige lette madvarer som en six-pack flaskeoel, to kilo pastasalat (der gik forraadnelse i paa andendagen) og syltetoejsglas -Tsk tsk, bliver vi dog aldrig klogere… Og hertil skal tilfoejes at man ikke kunne skille sig af med skraldet under turen, men istedet for transportere det hele den lange vej. Vi kan godt fortaelle at en fire dage gammel tundaase ikke dufter af violer… Den haarde rute og ufornuftigt tunge oppakning gjorde derfor at vi bevaegede os langsomt frem, oftest med julie trampende fem meter foran Maro, der forpustet og kravlende op af bjergtoppene kun blev holdt i live af hendes nyfundne vandrestav. Som en ekstra haan kom adskillelige aeldre pensionister dansende forbi hver femte minut, overhaelende med ordene “er det ikke en let rute?”, og naar vi om aftenen stakaandede naaede frem til dagens endedestination og kun glaedede os til at smide os i hyttens senge, laa de overfriske 70+-vandrere ude paa graesplaenen og tog ekstra armboejninger… Showoff…

Moerket faldt dog tidligt paa, saa vi ikke behoevedes at se paa disse rynkede overmennesker efter kl. 8.00 dut -Herefter begraensede udsynet sig til hvad man kunne se inden for staerinlysets skaer, og udvalget af aktiviteter blev derfor ogsaa kraftigt indskraenket. Det skulle dog ikke forhindre os i at have det sjovt, og med papir og blyant blev der leget selskabslege til langt ud paa natten (dvs. kl. ni, men eftersom vores aeldre selskab allerede gik til ro en halv time foer dette, foelte vi os for en gangs skyld som nogen rigtige natte-ravne!;) ) -Vi naevner i flaeng: “Bygge lejligheder”, “Land, pige, dreng, by” og “Tegn-en-krop-i-fire-dele”, er der nogen som forstaar at more sig er det os!:) I mangel paa aktiviteter, og da vi i loebet af de sidste 3 maaneder maa sige at have uddebateret de fleste taleemner, gav moerklaegningen dog ogsaa mulighed for at tage hul paa nogen lidt mere alternative livsspoergsmaal, saa som “Hvilken gravsten vil du have naar du skal begraves?”, “Hvor lang tid vil der gaa foer du bliver lesbisk, hvis du ender paa en oede oe med en pige?” og “Hvis din mand doer i et flystyrt, vil du gifte dig med en anden efter 10 aar? ” -Maaske meget godt at vi ikke skal vaere vaek laengere end fire maaneder…:)

Trods vores mange klager over de stejle bakker, at vi stadig er forpustede som vi sidder her ved tasterne to dage efter og at foedderne stadig er saa opsvulmede som en spermhval, saa maa vi i sandhed sige at vi er blevet bidt af trekker-livet -Samt ti tusinde sandfluer!:) Som sidste kommentar skal lige naevnes at trekking-livet ogsaa giver rig mulighed for at komme rigtig taet paa folk, og faa ubehagelig dyb indsigt i deres daarlige vaner og lyster. Dette demonstrerede en stor-smaskende og ulaekkert-aedende frans fra Tyskland (selvfoelgelig) os bl.a., samt en ung herre der i ly og nattens mulm og moerke ikke kunne styre sine lyster -Knap saa diskret, da gnidninger mod en sovepose er ret saa hoejlydte!;)

So long, haaber i alle har det godt!:)

Knus og tanker fra Julie og Marie-Louise -Henholdsvis BS. Christiansen og Bubber

Som lovet sidder vi nu igen paa pinden og hamrer i tasteturet for at kunne traktere jer med nye rejseberetninger..

Efter vores slemt skuffende dag i Zoo maa vi krybe til korset og sige at vores aktivitetsniveau gik lidt ned af bakke. Vi fandt det i de to uger op til afgang fra Sydney svaert at komme ud af fjerene om morgenen, hvilket naermere sagt vil sige at dagene saedvanligvis startede lige omkring ti minutter over to, da alle mand skulle i bad, spise morgenmad og tjekke for sent ud af hostellet… Herefter fik vi trods lettere sen start dog noget ud af dagene, hvor menuen typisk stod paa strandbesoeg med skyskraber hoeje boelger (der frastjal en al balance evne, drengenes ubetingede opmaerksomhed og fra tid til anden -i tilfaelde af en ekstra vild boelge- ogsaa ens trusser), botanisk have besoeg (oftest anfoert af Christian, der ivrigt fem skidt foran os andre i forsoeg paa at spotte hans elskede papagoejer eller kakaduer) og slentren rundt i gader og straeder for at opsnuse stemningen.

De to uger i afslappethedens tegn startede i Byron Bay, hvortil vi ankom med Grey Hound bus fra Brisbane. Dog blev vi her straffet grumt for vores ladhed, da det var noget naer umuligt at finde et sted at sove i denne over-crowdede surfer by. Faktisk umuligt, men nu var det selvfoelgelig ogsaa fredag og hoejsaeson saa ikke noget under at dorm room pladserne ikke hang paa traeerne… Oven i hatten var der vist ikke lige nogen af vores mobil telefoner vi havde faaet ladt op saa vi kunne ringe rundt og graede vores noed til de forskellige hostels. Alt i alt tegnede det kraftigt til at de naeste par naetter skulle tilbringes lige noejagtig der paa busstoppested-baenken… Indtil! vi stoedte paa vores skytsengel: en italiensk ung mand kaldet Luciano, med en ordentlig koger paa efter at have roeget adskillige joints med sit surfboard under armen og sin mobil i haanden. Vi blev til dels ogsaa hans redning, da han havde siddet der i 3 timer og med sit ringe engelsk (eller sin taagede stemme) endnu ikke havde fundet ly for natten. Saa det blev en Win-win situation, som de ville sige det hos Punkt 1, for begge parter og sammen fik vi fundet cabin i VAN VILLAGE, stedet hvor alting sker… I omvendt verden! Dette var absolut jordens roevhul to kilometer udenfor centrum og med strikse krav opblaest paa skilte om at man hverken maatte vaere “anti social” eller “make noise after 8 pm. ”… Trods alle odds blev det dog en festlig affaere, da vores crazy redningsmand soergede for baade madlavning paa aegte italiensk maner og brilliant aften underholdning bestaaende i af maerkelig danse moves, udklaedning som Jhonny Depp og baelning af 500 ml. flaske rom paa egen haand- sikke en fest! 

 Byron Bay blev ogsaa springbraet for vores tur til Nimbin, en farvestraalende og hash osende lille hippieby (som vi gaetter paa har provided Lucianos store joint lager), som dog langt fra blev high lightet paa denne tur. I stedet blev lyset ubesejret stjaalet af et 12 m. hoejt vandfald, som vores peppy og elskelige guide viste os den hemmelige vej til sammen med invitationen til at joine ham i et vovestykke af et udspring fra de vaade klippetoppe- en invitationen vi ikke skulle have to gange og uden vi taenkte naermere over det (excl. panikken der gik igennem os sekunderne inden) sprang vi som de eneste ud i det sammen med Malthe. For soerensen da for et adrenalin-rush, som vi koerte paa resten af dagen og fik os til at se let over den vedvarende regn, Julies oerepine (som hun glemte hun altid faar efter udspring) og den mega klamme fugleedderkop vi ogsaa stiftede bekendtskab med (dog en mindre en af slagsen ellers Julie ikke vaere blandt os i dag)!  

Naeste stop paa programmet blev efter Coffs Harbour, som stort set kun boed paa laekker strand, doev buschauffoer og svenske knejser i pastelfarvet stramme undergevanter, Sydney -Igen igen var vi lidt sene ude med accomodation-booking (dagen foer…), og vi kunne derfor kun opstoeve sengepladser lidt uden for centrum i Alishan Guesthouse -Hvilket egentligt kun faldt ud til vores fordel, da det var et utroligt hyggeligt kvarter med second-hand-markeder, laessevis af cafeer og boheme-stemning… Og saa bar hele denne herlighed, belive it or not, Chrisitans efternavn Glebe! Er det lige skaebnesagtigt, eller hva’!;) Eneste downside var de skingrende sindssyge menensker som vi boede sammen med i Guesthouse’t, bestaaende af den kvindelige kineser-bestyrer som gik helt i selvsving, fagtende og raabende til alle sider og naermest paa randen af et hjerteanfald da Maro uheldigvis kom til at selvantaende broedristeren, samt en altid syre-groen-paaklaedt og humoersvingende tysker, hvis haandklaede og karma-dagbog vi uheldigvis kom til at stjaele -Og som vi derfor heller ikke var paa saa god fod med… Specielt efter derudover at have vaekket ham om natten, da Maro i moerket uheldigvis ikke havde oejnet vaerelsets toejstativ og derfor vaeltede temmerlig hoejlydt ind i det…Dog intet sammenlignet med drengenes efterfoelgende haanlige latterbroel!;) 

Ellers var der vist doemt storby ferie med stil, hvor kortet blev svunget hvert andet sekundt i bytte for adskillige is fra yndlings stedet Baskin and Robins, sejlture til det beroemte operahus og Sydney Harbour Bridge (som vandt mere ved syn om aftenen, hvilket vores ringe billeder nok ikke illustrerer saa godt) samt bytur paa intet mindre end Slip In (vi giver ingen kommentarer til navnet, ahem..) hvor selveste Frede og Mary moedte hinanden for foerste gang- vi gik dog hjem med vores egne prinser efter en crazy night out;) Pengene blev dog ogsaa brugt paa en tur til Blue Mountains (et fantalastisk smukt bjergomraade 2 timer uden for Sydney, der boed paa trekking i svimlende hoejder og smuk udsigt, der fik drengene til at fable om udspring og bungy-jump resten af dagene) og en tyvagtig hoej pris paa at besoeg i Imax-biografen med verdens stoerste 3-D laerred. Eftersom vores oprindelige filmvalg Beowulf ikke gik udenfor weekenden, satte vi os i stedet til rette i saederne for at se 40 minutters dokumentar film om forhistoriske sea-monsters - En noget blandet oplevelse da film og 3-D effekt var flot omend med noget barnlig handling, der kun fik det til at gippe i Maro, der aldrig havde oplevet 3-D foer. -Som i kan hoere, et liv i sus og dus og et perfekt farvel til baade Australien og drengene!:)

Nu hvor ordtaelleren igen har sneget sig op over de tusinde, vil vi takke af for nu og begive os hjem til vores festmiddag af et maaltid, bestaaende af et kvart rugbroed og en tomat… -Der skal spinkes og spares efter big-spender-tilvaerelsen i Sydney, det soede liv er slut!:) Ha det saa bra’ til vi skriver igen!:)

Knus og kys Julie og Marie-Louise, professionel vandfaldsudspringer nr. #1 og #2 

Regn, regn og atter regn -vil galskaben dog aldrig stoppe?! Efter at have vinket farvel til Australien, vores hjem igennem den sidste halvanden maaned, og vores maend er turen nu kommet til New Zealand, hvor vi for faa dage siden landede i Christchurch -Dog kun med noed og naeppe! Da vores afsked seance i lufthavnen trak lidt laengere ud end planlagt blev vi for foerste gang (ja tro det eller ej, men siden hen skulle det jo ske) kaldt over lufthavnens speaker-anlaeg. Hvor vi indtil nu har vaeret ultra tjekkede og i god tid, havde vi denne gang ikke set at der var seks minutter til take off, hvilken en gnaven mand med hoej stemme tilgengaeld kunne informere os om med ordene: “Would Julie Leganger and Marie-Lewis solborg please get to the gate as everyone is waiting for them in the plane”. -upsidupsi, lettere pinligt!.. For at vende tilbage til vejret har vores ophold i Australien dog gjort os til to forvaendte damer hvad angaar vejrudsigten og vi forventer derfor som en selfoelgelighed at skyfri himmel og solskin moeder os om morgenen naar vi traekker gardinet fra vinduet. Men men men dette krav har New zealand ikke lige kunne opfylde men i stedet for trakteret os med heftige regnbyer og iskolde opfriskende briser der for tankerne til at gaa hjem til lille DK og os til igen at finde stroempebukser, lange survivor pants og kaekke fleece-troejer frem fra bunden af tasken.. Eftersom vores nye hostel har et bredt udvalg af outdatede DVD’er kunne dette jo vaere det ideelle film-hygge-vejr, men en af hostellets gaester (en idiot med usandsynlig daarlig film smag) har valgt at belejre DVD-maskinen og lave maraton med den samme daarlige Kata Hudson B-film som vi allerede er blevet tortureret med i Australiens Greyhound busser. AKA intet at lave saa vi har valgt at soege tilflugt fra regnen og kaere Kate paa naermeste net-cafe og benytte lejligheden til at give jer laesere en tiltraengt update paa den sidste tid i Australien…

Det var med sommerfugle i mavsen og bankende hjerter at vi moedte op i Brisbane, hvor vi havde to lange pinefulde dage at fordrive foer reunion med drengene. Til vores store held blev disse tilbragt vaek fra dorm rooms, fulde back packere, der vaelter ind paa vaerelset tyve minutter over fire om natten og overproppede faelles koeleskabe (hvor the good stuff som vandmelon og kyllingebryst altid er i hoej kurs og aldrig kan vide sig sikker paa ikke at blive snuppet af en langfingret luskebuks i nattens mulm og moerke- De sku’ skamme sig sku’ de!!)  og i stedet paa privat home stay- Dette fandt sted under Lesley Downies tag, Maros veninde Dittes mors gamle arbejdskollega siameser-kats ejer (den er en anelse langt ude, det ved vi godt, men bemaerk specielt den vittige forlaengelse, haha  ), som havde vaeret saa soed at tilbyde os kost og logi i hendes hyggelige typiske Queenslander hus (dvs. traebolig med porch, laessevis af nips ting og en uendelig maengde billeder). Man skulle tro at vi som vidt fremmede og mistaenkeligt udseende danskere ville vaere under konstant opsyn under dette ophold men der kunne vi saa tro om igen! Vi fik paa det naermeste det maritime og sommerhus-agtige hus for os selv, da den meget aktive Lesley havde tusind cocktail-parties og konferencer om hovedet og noed derfor den pludselig store udfoldelses plads til at danse rundt til hoejlydt Belle and Sebastian (Det som de fleste nok ville kategorisere som hippie-lorte-musik) fra Ipod doggen og Pizza i haanden inden vi kunne falde soedt i soevn i hver vores dobbeltseng- Maros dog tilsvinet i siameser kattens braek som hun uheldigvis foerst opdagede morgenen efter.. Huset blev dog ogsaa delt med Lesleys soen Lyle og hans kaereste Evy, der tilsyneladende syntes det var aarets hit at faa danske gaester paa besoeg og derfor brugte hvert minut paa gaestfrit at vise os rundt i Brisbane… Sweet!;) Magen til gaestfrihed skal man vist lede laenge efter og selvom vi ikke fik mere end en halvtime sammen med vores vaert Lesley, foelte vi os for foerste gang rigtig hjemme siden vi forlod henholdsvis Kaerstykkevej og Staegers..

Efter at have hentet los boys i Brisbane lufthavn, hvor vi for lufthavnens andre gaester maa have lignet Morten og Peter paa stoffer med alt for store smil trukket op til over begge oere i forventningens glaede, gik turen til doorm room og hostel-liv igen saa drengene kunne rekreere oven paa den lange og udmattende flytur..  

Efter en god lang nats soevn lagde vi haardt ud med den foelgende morgen at tage en tur til den beroemte Australien Zoo hvis founding father er ingen mindre end selveste Steve Irwin- Australiens national helt, energiske og frygtloese krokodille taemmer og verdens mest irriterende mand, fandt vi hurtigt ud af efter blot at have set fem minutter af den halvanden times lange introduktions video om Steves betagende liv og bedrifter, som vores bus chauffoer blaendede op for paa vejen. Men forinden fik sidstnaevnte dog givet os en lang tilbedelses-tale om hvor fantastisk denne vildmand, hans datter Bindi og Australia Zoo skulle vaere. Fryden i hans stemme var rent faktisk saa stor at vi mistaenkte ham for enten at have et Steve-alter eller alternativt en oppustelig Steve dukke (en af dem hvor han staar med den karakteristiske aabne er-det-her-bare-vildt-mund, saa kan i selv taenke jer til hvad den skal bruges til..;)) hjemme i baglokalet. Yder mere fik han nochelant paa vej op til videoens play-knap lige tippet et A-3 size billede ned af ham, Steve og en glubsk tiger, saa man naesten troede paa hans udsagn om at de (citat) “var rigtig gode venner i hans levetid”. Summa sumarum: som I kan hoere paa det hele var vi stoedt ind i endnu et tilfaelde af Australiens forfaerdelige guide-chauffoere, denne gang en af de vaerste af slagsen… Forventningen var derfor stor da vi med vores gule udleverede badges med sloganet “Crocs Rule” solidt placeret paa brystet satte vores foedder i den guddommelige Zoologiske have- og hvilken skuffelse. Stilen blev lagt med det mega cheesy Croc-show i crocoseum (bare det navn burde have advaret os om niveauet), som vi valgte at ligge ud med efter anbefaling fra chauffoeren. Det skulle i foelge ham bare opleves med egne oejne, men det vi fik set var mere end skuffende! krokodillerne var saa dvaske at man var i tvivl om at de var statuer og gad knap nok bevaege deres luksus legemer for at faa fat i den koedluns vaerterne forgaeves viftede over deres snuder. Slange showet indebar at ligge fem dovne slanger i forskellige farver paa graenplaenen for fem sekunder efter at fjerne dem igen og highlightet for hele denne misere var at vaelte en stakkels frivillig i vandet, der regnede med at komme ned og vaere en del af slangehaandteringen. Ydmygelsen af publikum stoppede dog ikke her, men var udover et floedebollefjaes af en daarligt jokende vaert hovedingrediens i showet, som gaesterne dog ivrigt frivilligt meldte sig til- Der findes aabenbart ingen graenser for hvad folk vil goere for at faa en kakadue paa skulderen. -At staa med armene i vejret stoede underlivet frem og raabe “Ka Ka Ka ka” fuldt opblaest paa storskaerm er blandt andet noget af det. Hold da ferie.. Men for ikke at bruge alt for meget mere spalteplads paa at svine Steve Irwin, Australien Zoo og alt hvad han staar for til kan vi kort opsummere at resten af Zoo ikke haevede sig over showets niveau dog med undtagelse af kaelning af koalaer og kaenguroer.. Og hele denne herlighed fik vi for den snilde sum af 500 danske kroner… hver! 

Med denne omgang klagesang vil vi takke af for nu og love snart at vende frygteligt tilbage med nye oplevelser fra the fab 4 (os + Christian og Malthe, hvis nogen utaenkeligt skulle vaere i tvivl). Hov samt en repremande forresten! Da vi forleden tjekkede vores mail kom det os for oeje i en pop-up teaser for hotmails gossipside at Gigi og Sonny er blevet smidt af castet til High School Musical opfoerelsen -Vi mener bestemt at vi gav jer besked om at saadanne vigtige nyheder skal vidererapporteres med det vuns til os!! Men vi baere over for denne gang…;)

Kia Ora (farvel paa kiwi-sprog som vi nu ogsaa mestrer) og kys

Maro og Julle