Julie & Marie-Louise’s rejseblog

Oelkuponer laenge leve!!

Hejsan alle sammen…:)

9000 fod, 11.000 fod, 12.000 fod -Go! Med vinden mod ansigtet, det aabne bjerg-landskab strakt under sig og en professionel udsprings-entusiast spaendt paa ryggen suser du ned med 200 km/t. -De uhyggelige og dog samtidig fantastiske 35 sekunders frit fald fald synes som et splitsekund, foer faldskaermen bliver loest ud og farten igen saenkes, stadig med adrenalinen pumpende igennem alle kroppens blodkar. Spindende rundt i luften som en stiv albatros og spejdende udover verdens smukkeste lands vidtstraekte landskab, fyldes du med foelelsen af at du flyver gennem den aabne himmel og oensker at oejeblikket kunne vare ved for evigt -At kunne kigge paa de enorme bjergraekker blive stoerre og stoerre under sig og samtidig synes saa taet paa, lige indtil en stemme gennem vindens susen siger “straek benene ud” og du et oejeblik efter igen har foedderne solidt plantet paa fast grund igen….

Det lyder som et udsnit fra lommepoeten.dk, men er rent faktisk praecis de tanker der gaar igennem en i loebet af et skydive, som den kloge laeser jo nok har gaettet at vi har dristet os ud i! Uden forsoeg paa at lyde som et gammelt Adam Oenschlager-digt, kan det slet ikke beskrives hvordan man har det, der faldende hylende og skrigende igennem luften (godt vi ikke fik lavet en dvd af hele forehavenet, selvom det kun havde den snilde pris paa 700 kr…;) ) med en blanding af frygt og glaede.. What a rush!:) Selvom det dog skal naevnes at det saa sandelig ikke var med iskoldt blod og enormt overskud at vi traadte op i den flyver (Med vores held kunne vi jo snildt vaere blevet de foerste til at indgaa i stedets doeds-statistik) -Tvaertimod, var det med knaeskaller rystende som espe-loev og et anspaendt falsk overskuds-smil paa laeben til de lidt for peppy udspringsmaend og handy-cam’et, som flyets tredje passager paa irriterende vis havde valgt at koebe, at vi satte os til rette paa miniflyets gulv -Men for dylen da, hvor vi ikke fortryder det et sekund, da det var den bedste ting vi nogensinde har gjort!:) (Og til de bekymrede moedre: Vi lover ikke at goere noget lignende tosset igen!;) ) Denne mindevaerdige dag blev dog ikke daarligere af at vi efter ankomst til byen Wanaka senere, efter tip fra et israelsk trekking-bekendtskab, rundede af med et besoeg i biografen -Og ikke hvilken som helst biograf! Som lovet af israeleren var det en helt unik oplevelse at sidde i en af mange gamle sofaer paa tilskuerraekkerne (da vi ikke var hurtige nok i betraekket til at faa en plads i den aabne bil, der ogsaa var stillet til raadighed som siddeplads), spisende mexikansk take-away blandt de andre vin-sippende tilskuere og med filmen (den forstod vi saa ikke saa meget af, men skide vaere med det!:) ) rullende over laerredet. Og som man ikke troede at det kunne blive bedre og hyggen ikke kunne naa hoejere hoejder, overgik stedet sig selv ved at diske op med laekre varme hjemmelavede cookies -Mums, det var trumfkortet, der for alle andre biografer til at blegne!:)

Efter denne uforglemmelig dag, var naeste busstop Quenstown -Til at starte med blot endnu en prik paa kortet, men vi foelte os hurtigt hjemme i denne hyggelige by, som havde et natteliv der sagde spar to! -Og gav os derfor muligheden for at komme ud og slaa til soeren istedet for at spendere al tiden bag kamera-linsen i natur-skoenne omraader… Et tilbud, man selvfoelglig ikke sagde nej til!;) Det meste af dette fem-dages ophold er vist derfor soebet til i vodka-tranebaerjuice-drinks og billige 2-for-1-pris-oel og sloeret til af at staa op kl. 2 om eftermiddagen, kun for at indtage en af byens beroemte “Ferg-burgers” til morgenmad, for derefter at krybe tilbage under dynen igen og pleje det dunkende hoved… Yderst klamt, til sidst foelte vi os vaerre end de engelske drenge (der som aegte englaendere i forvejen var storslemme drukhoveder), som vi delte vaerelse med og proevede at faa os op af fjerene -Vores slatne livsstil vandt dog respekt hos drengene, som begyndte at se os som en del af gruppens gutter, og derfor baade delte erobrings-historier og gav os et intenst oplaerings-lyn-kursus i frastoedende fraekke engelske fraser -Og hermed er der ikke tale om ord som “fart” eller “as”, men ord af vaerste skuffe, som vi slet ikke vil gentage her paa siden… Laert os dem fik de dog, og benyttede hver en lejlighed til at faa os ufriviligt til at sige de grimme gloser -Primaert Orren fra Reding, drengen der har den mest beskidte mund i hele verden og lukkede 100% lort ud (Vi gav ham dog igen ved at efterlade et loveletter skrevet i Jerky Berkys navn paa hans pude… Desvaerre havde vi stavet hans navn forkert, og blev derfor lettere afsloeret). Som i kan hoere var vores ophold i Queenstown, en by som vi kom til at holde af, derfor yderst fornoejeligt -om end ikke sundt for leveren i laengden- og blev kun bedre af at vi ogsaa moedtes med Don Juan, vores spanske hobbit-ven fra Fraser!:) Et kaert gensyn da vi traadte ind paa byens ice-bar, hvor alt lige fra vaegge, glas og bar var lavet af is oplyst i forskellige farver, og saa vores stor-leende amigo, der dog i aftenens anledning havde faaet en lille (eller kaempe) fjer paa og derfor med rettere istedet kunne kaldes Don Drunk -Man var vel i Queenstown!;)

Vi er nu tilbage i Christchurch, hvor vi -gaet engang- nu igen sidder ved computeren efter at have treatet os selv med en frappucino paa Starbucks -Back to basics!:)

Skaal i skibet fra Julie og Marie-Louise

En kommentar indtil nu
Skriv en kommentar